Traditioner

 

Frieri

Selvom der i dag findes mange eksempler på, at en kvinde har friet til sin udkårne, forventes det dog stadigt, at det er manden, der tager initiativet. Den mest traditionelle måde at fri til en kvinde på er at falde på knæ foran hende med en langstilket rød rose. Dog er der en dag, hvor kvinden må fri, og det er hvert fjerde år nemlig på skuddagen. Hvis en kvinde frier til sin kæreste på denne dag, og han siger nej, skal han efter traditionen forære hende 12 par handsker eller noget andet fint.

 

Gæsternes ankomst til kirken

Gæsterne forventes at ankomme senest et kvarter før højtideligheden begynder, hvor de hurtigt indtager deres pladser. Brudens mor ankommer som en af de sidste, og hun ledsages til sin plads af en mandlig gæst, som regel et familiemedlem.

 

Placering i kirken

Hvis man skal følge den gamle skik, skal kvinderne sidde i "spindesiden", som er til venstre for altergangen, når ansigtet vender mod alteret og mændene skal sidde i "sværdsiden", dvs. i højre side. Men der er ikke nogen regler for, hvordan man skal placere sig. Dog er det brugt at bænkene nærmest alteret er reserveret til brudeparrets nærmeste familie, medmindre der er opstillet stole i koret.

 

Ringe

I 1300-tallet begyndte man så småt i Norden at udveksle ringe som tegn på, at der var indgået en aftale mellem to mennesker. I dag er det helt normalt at udveksle ringe ved både forlovelse og vielse. Hvis brudeparret har været ringforlovet, kan de vælge at genbruge disse ringe som vielsesringe. Der har været stor uenighed om, hvorvidt en vielsesring skal sidde på venstre eller højre hånd. Nogle siger venstre, fordi de mener, at der løber en åre direkte fra hjertet og ned til venstre ringfinger. Men andre mener, at det er forkert, ringen skal sidde på den hånd, som man afgiver sit troskabsløfte med, og det er højre hånd. Det er da også den hånd de fleste i dag vælger at bære deres vielsesring på.

 

Afslutning i kirken

Til tonerne af f.eks. Bryllupsmarchen (må gerne bruges igen selvom den blev spillet da bruden trådte ind i kirken), går I arm i arm ned gennem kirken, bruden til højre for gommen. Eventuelle brudepiger og/eller -svende følger efter, alle andre bliver stående på deres pladser, indtil I er nået til våbenhuset. De næste, der går ned, er brudens far sammen med brudgommens mor og brudens mor sammen med brudgommens far. Herefter følger forloverne, hvis de altså ikke er jeres fædre. Og endelig følger resten af gæsterne, med jeres familiemedlemmer først. Udenfor kirken kaster gæsterne rundhåndet ris efter jer, og der bliver garanteret også taget en del billeder af jer, inden I stikker af til fotografen eller en køretur i det transportmiddel, I nu har valgt til dagen.

 

Bryllupskage

Bruden skal (med gommens hjælp) skære det første stykke af bryllupskagen, ellers vil hun efter gammel overtro blive barnløs. Det er vigtigt, at alle gæsterne får et stykke af kagen, ellers varsler det ulykke for både gæsterne og brudeparret.

 

Kysseritualer

Kysseritualet er af nyere dato. Det var først i 1970'erne, at man begyndte på det. Når gæsterne under middagen slår bestikket mod tallerkenerne, skal brudeparret stå op på stolene og kysse hinanden. Hvis gæsterne derimod tramper i gulvet, skal de kysse hinanden under bordet. I de allerseneste år, er det også blevet sædvane, at bruden står op på stolen og viser sit strømpebånd. En del af morskaben under middagen består også i at kysse hovedpersonerne, når modparten forlader selskabet for en kort bemærkning. Dvs. når bruden er væk, er det tegn til, at de kvindelige gæster må løbe op og kysse brudgommen. Omvendt er det herrernes tur, når brudgommen forlader bordet.

 

Brudevals

Brudevalsen skal danses inden kl. 24. Gæsterne tager plads i en kreds rundt om brudeparret og klapper i takt til valsen samtidig med, at de gør kredsen mindre og mindre. Til sidst står de helt tæt på brudeparret, der ikke kan bevæge sig mere. Når dansen er forbi kysser parret hinanden, og derefter er det skik, at gæsterne kaster ris på dem.

 

Klippe brudens slør

Når brudevalsen er danset færdig, bliver brudens slør revet i stykker. Jo mere det bliver ødelagt, jo mere lykke vil hun opnå i sit ægteskab. For gæsterne gælder det om, at de skal have et stykke af sløret med hjem, for det vil bringe dem held.

 

Klippe brudgommens sokker

Det er en tradition, at de mandlige gæster overmander brudgommen og klipper tåen af hans sokker. Det har været tradition i et århundrede, og den egentlige forklaring skal findes i, at gæsterne ønsker at forhindre brudgommen i at gøre sine hoser (sokker) grønne hos andre kvinder.

 

Bryllupsnat

I gamle dage skulle der være vidner tilstede på bryllupsnatten, der senere kunne bekræfte, at ægteskabet var fuldbyrdet. Et ægteskab var nemlig først juridisk gældende, når den fysiske akt var gennemgået. Sådan foregår det heldigvis ikke i dag. Brudeparret får lov at være alene, dog kan de godt blive udsat for venner og families drillerier. Det er nemlig ikke unormalt, at der venter dem en overraskelse, når de kommer hjem fra bryllupsfesten. En del vil opdage, at nogen har tillusket sig adgang til deres hjem, og dekoreret det med toiletpapir, strøet salt i sengen, frosset deres bestik ned osv. Så der må forventes lidt oprydning, inden bryllupsnatten kan begynde.

 

Morgengave

En morgengave gives den første morgen efter brylluppet. Førhen var det kun bruden, der fik en morgengave. Morgengaven var en forhåndsaftalt pengesum, som skulle sikre kvinden særeje i det tilfælde, at hun forblev barnløs, og derfor ikke havde juridisk ret til at arve sin mand. I dagens Danmark har en morgengave ikke denne betydning, og det er også normalt, at både brud og brudgom giver hinanden en morgengave. En morgengave bør være en personlig og varig gave, eksempler herpå kan være en ring til bruden, og manchetknappet eller slipsenål til brudgommen.

 

Bryllupsdage

Dagene efter brylluppet blev i gammel tid kaldt hvedebrødsdage eller honningmåned. I gamle dage var det skik, at brudeparret "skejede ud" ved at spise hvedebrød i dagene efter deres bryllup. Det kan lyde lidt sært i dag, men dengang blev hvedebrød betragtet som en luksus, fordi det var dyrt brød, som kun blev sat på bordet ved særlige lejligheder

 

Bruden

 

Brudekjolen


Brudekjolen er noget af det allervigtigste ved hele brylluppet, den skal bare være perfekt.
Hvad du end drømmer om for en kjole, så er det muligt, for der er ingen begrænsninger måske lige bortset fra økonomien.
Langt de fleste brude, som i dag bliver gift i kirken, vælger en hvid brudekjole, også selvom det ikke er deres første ægteskab.

 


Renhed og uskyld


Hvid symboliserer renhed og uskyld, for i gamle dage var bruden jomfru indtil hun nåede bryllupsnatten. Man ser altså stort på den symbolik i dag, da det er de færreste brude, som kan prale af at være jomfruer ved deres bryllup. Hos overklassen var den hvide brudekjole allerede på mode i middelalderen, men i det 16. århundrede gjorde den røde brudekjole for alvor sit indtog blandt overklassen. Rød er kærlighedens farve, så det har måske været en af årsagerne til dette farveskifte.

Helt frem til slutningen af det 18. århundrede dominerede de røde brudekjoler, men så vendte billedet igen, og den hvide brudekjole blev moderne i overklassen igen og har været det lige siden. Hos det jævne borgerskab var det frem til midten af det 19. århundrede skik at bære en egns- eller folkedragt til bryllupper. Derefter skiftede moden, og sort blev den mest moderne farve til brudekjoler. Det skyldes, at sort var farven på borgerskabets festtøj, derfor fandt man det helt naturligt, at brudekjolerne også skulle være sorte. Først omkring 1920 blev det moderne blandt den almindelige befolkning at bære hvide brudekjoler.

 

Overtro


Der er en del overtro forbundet med brudekjolen. Du må f.eks. ikke selv sy sin kjole, fordi hvert sting du tager bliver til en tåre i jeres ægteskab. Hvis du får en anden til at sy kjolen for dig, så skal det sidste sting tages på selve bryllupsdagen, ellers bringer det dig uheld i ægteskabet. Din brudgom må også først se kjolen på selve bryllupsdagen, ellers bringer det uheld.

 

Ifølge traditionen


På din bryllupsdag skal du ifølge traditionen bære
noget nyt = symboliserer, at du denne dag træder ind i en ny tilværelse
noget gammelt = symboliserer, at du tager lidt af din gamle tilværelse med dig.
noget lånt = symboliserer held, idet du skal låne en genstand fra en kvinde, som er i et lykkeligt ægteskab
noget blåt = symboliserer bestandigheden


Brudeslør


Brudesløret har oprindeligt haft den funktion, at det skulle tildække gifte kvinders hår. Det var kun ugifte piger, som måtte have løsthængende hår. Først omkring midten af det 19. århundrede blev det sædvane at bære slør til bryllup, og det er også fra den tid, at traditionen med at rive sløret i stykker stammer fra.

 

Brudebuket


Der er flere traditioner forbundet med brudebuketten. Bruden kan vælge at kaste sin brudebuket ned blandt festens ugifte piger. Ifølge overtroen vil den af pigerne, der griber den blive den næste i rækken, som bliver gift. En anden tradition er, at buketten lægges på en nærtstående slægtnings grav. Det skulle ifølge overtroen være lykkebringende, og så er det samtidig en meget smuk gestus. Bruden kan selvfølgelig også vælge at beholde buketten som et minde fra dagen, det er muligt at få den balsameret, så den kan holde sig smuk. Hvis bruden vælger at beholde buketten, må hun ikke sætte den i vand, for det er ensbetydende med, at ægteskabet vil blive kort.
Ankomst til kirken, bruden
Bruden skal sammen med sin far ankomme som den sidste til kirken. Hvis brudens far ikke kan være tilstede denne dag, vil det som regel være en bror eller et andet mandligt familiemedlem, der fører hende op ad kirkegulvet. Når dørene slås op, begynder orglet at spille, de fleste vælger Bryllupsmarchen som åbningsmusik. Alle rejser sig med front mod de to, som nu er på vej ind i kirken. Normalt er det sådan, at bruden går til højre for ham, der fører hende op, hendes venstre arm er stukket ind under hans højre, og hendes hånd hviler på hans underarm. Hvis der er brudepiger og/eller -svende, vil disse gå bagefter. Når bruden når op til alteret, må gommen gerne tage imod hende, kysse hende på kinden og hjælpe hende på plads. Bruden og hendes ledsager sætter sig i venstre side, bruden nærmest alteret. Herefter sætter alle gæsterne sig ned igen.

 

God tone.


Det anses for værende god tone for de deltagende kvinder IKKE at møde op i kjoler der overstråler bruden i design, og tillige ikke at møde op i hvidt.....det er brudens farve på den dag....ikke der ved sagt, at man skal møde op i sæk og aske, men blot at man bør undgå store hvide kjoler, nedringede kjoler der vil skabe mere opmærksomhed end brudens kreation, alle former for slør og videre i den dur.....

 

Gommen

 

Gommens påklædning er i dag meget fri, og du kan vælge at bære gråt, blåt, sort, smoking eller kjole og hvidt. Der er mange, som ikke føler sig godt tilpas i smoking eller kjole og hvidt, men som alligevel ifører sig tøjet, for at se så nobel og præsentabel ud som muligt. Det er også al ære værd, men det er ikke nødvendigt, et flot jakkesæt kan være mindst ligeså stilfuldt.

 

Etikette


Der er nogle traditionelle etiketter forbundet med gommens tøj, som du kan vælge at efterleve eller se stort på. Ved et formiddagsbryllup er gommens påklædning formel jaket med grå vest eller mørkt tøj. Ved et eftermiddagsbryllup bærer brudgommen kjole og hvidt eller mørkt tøj. Hertil bærer han hvid butterfly eller et slips, der passer til tøjet og evt. en høj hat. Hvis du ønsker at bære smoking til selve festen, skal du klæde om efter vielsen, da smoking er en festdragt, som du ikke må iføre dig før efter kl. 17.

 

Købe eller leje?


Hvis du ikke lige ligger inde med en smoking, et kjole og hvidt sæt eller jaket, så kan du vælge at leje tøjet frem for at købe det. Det er selvfølgelig en billigere løsning, og den er helt fin. For tøjet bliver rettet til, så det kommer til at passe dig helt perfekt. Det du skal have i mente er selvfølgelig, om du i den nærmeste fremtid skal til en anden begivenhed, hvor du også skal være pænt klædt på. Hvis dette er tilfældet, så kan det nok bedre svare sig at købe sættet, så har du det for fremtiden. Men hvis du er stensikker på, at du aldrig nogensinde igen vil sætte din krop i f.eks. en smoking så lej den til dagen.

 

Husk sokkerne


Det er jo en helt fast tradition, at du får klippet dine sokker over på dagen. I gamle dage klippede man sokkerne for at markere overfor brudgommen, at nu var det slut med at gøre hoserne (sokkerne) grønne hos andre piger. Der findes specielfremstillede brudgoms sokker med teksten ”klip her”. Du kan også bare vælge at tage det ældste par på du ejer, for sokkerne jo lige til at smide ud bagefter. Husk at male dine storetånegle med en hidsig farve neglelak, det er altid en succes.

 

Klippe slipset


Måske er du ikke klar over det, men det er blevet mere udbredt, at brudgommen også får klippet sit slips over, hvis han altså bærer slips. Hvis du ikke vil have, at det sker, så husk at gøre opmærksom på dette f.eks. ved velkomsttalen.

 

God tone.


På samme måde som ved bruden, så er det ikke velset, hvis de mandlige gæsters påklædning får gommen til at fremstå som en hjemløs....

 

Gæster

 

Svar modtages MEGET gerne!
Det er god tone at svare hurtigt på en bryllupsinvitation, der bør ikke gå
mere end 1 uges tid efter invitationen er modtaget. I skal tænke på, at for brudeparret er der stort set kun en ting lige nu, der tæller, og det er deres kommende bryllup.

 

Vigtigt


Derfor viser I dem, at I oprigtigt interesserer jer for deres bryllup ved at svare hurtigt. Det vil fremgå af invitationen, om I skal svare skriftligt eller ved en telefonopringning.

Så husk at give svar til brudeparret lad være med at tage for givet, at de nok regner med at I kommer. I skal ikke bede om at tage nogen med, som ikke står på invitationen. Hvis jeres børns navne ikke er på invitation, er de højst sandsynligt ikke inviterede med, men I kan jo godt dobbelttjekke hos brudeparret alligevel.

 

Påklædning


Når I bliver inviteret til bryllup, skal I finde ud af, om der er en speciel dresscode, som I skal tage højde for. Langt de fleste brudepar vælger at skrive i invitationen, hvis de har ønsker til gæsternes påklædning.

 

Regler for påklædning


Der er flere traditioner forbundet med gæsternes påklædning. F.eks. må de kvindelige gæster ikke bære hvidt, da denne farve er forbeholdt bruden. Nogle mener endda også, at de kvindelige gæster heller ikke må bære sort, som er sorgens farve. Som kvindelig gæst bør du heller ikke bære diadem, medmindre det er skrevet i invitationen, at det er tilladt.

 

For herrerne gælder det, at hvis brudgommen ikke bærer kjole og hvidt, så må gæsterne heller ikke gøre det. Det samme er gældende med smoking, da gæsterne ikke må være finere klædt på end brudgommen. For smoking gælder det endvidere, at den ikke må bæres før kl. 17. Det er op til jer selv og brudeparret, hvor hårdt I vil hænge jer i disse traditioner, men spørg hellere brudeparret en gang for meget for at være på den sikre side.

I kirken anses det for god smag, at skuldre er tildækkede, og at kvinderne ikke er alt for nedringede.

 

Toastmaster

 

Rollen som toastmaster.

 

Toastmaster, ja det lyder som en sjov opgave. Det er det også for den rette person, men der ligger nu et stort ansvar på dine skuldre. Det er nemlig dig, som skal styre hele aftenen lige fra værten har budt velkommen og til bordet forlades igen.

 

Fingeren på festens puls


Det har stor betydning for festen, at du som toastmaster har fingeren på festens puls og er i stand til at fornemme hvornår det helt rette tidspunkt er til at præsentere næste indslag. En god toastmaster er også altid vel forberedt. En af de ting, som kan være dig en meget stor hjælp er, hvis du på forhånd kan få kendskab til de fleste af indslagene. Kontakt derfor forud for festen familien og de gæster, som kunne tænkes at have noget på programmet.

Det vil som regel være brudeparrets nærmeste familie og venner, der står for hovedparten af indslagene. Dette giver dig en mulighed for at planlægge forløbet bedre, frem for at du skal lave en hurtig løsning midt under forretten. Det er vigtigt, at du allerede fra festens begyndelse har en klar fornemmelse af hvor mange indslag, der kan forventes. For det er ikke uden betydning for din tidsplan (I skal være færdige med middagen inden kl. 24, hvor brudevalsen skal dansen), om der er 5 eller 15 indslag.

Alle der fra starten har meldt ud, at de har noget på hjertet, skal have lov at komme til orde.

 

Koordinering med køkkenet


Jobbet indebærer også ansvaret for koordinering med køkkenet. Køkkenet skal have en liste over alle indslagene, hvorpå du har angivet hvornår i forløbet, de ønskes præsenteret. En god toastmaster respekterer køkkenets interesser, så maden ikke bliver kold eller stegen får for meget. Du bør ikke præsentere et indslag umiddelbart efter, at der er serveret mad. Gør du det, har talen eller sangen ikke gæsternes fulde opmærksomhed, for de vil hellere smage maden.

 

En aften som toastmaster vil forløbe sådan her:
Værten siger velkommen og byder til bords. Derefter vil du blive præsenteret overfor festens deltagere. Husk at rejse dig op, så der ikke er nogen tvivl om, hvem der er aftenens toastmaster.

 

Taler og indslag


Inden forretten er taget af bordet, er der tradition for, at brudens far som den første holder sin tale. Dernæst følger brudgommen. Under resten af middagen, er talerækkefølgen således: Forlover, brudgommens far og så bruden, hvis hun ønsker ordet. Hvis der herefter er flere, der ønsker ordet, er det normalt, at familien får ordet før vennekredsen. Det samme gælder for sangene, jo tættere forfatteren er forbundet med brudeparret, jo tidligere i forløbet skal de præsenteres. Ligegyldigt om du har lovning på få eller mange indslag, skal du sørge for, at de bliver jævnt fordelt under middagen, så der ikke opstår hverken flaskehalse eller døde perioder.

 

Husk


Du må ALDRIG præsentere et indslag, hvis en fra den nærmeste familie har forladt bordet for en stund. Vent til vedkommende er tilbage på sin plads.

Du skal også være forberedt på, at der måske kommer et par gæster i løbet af aftenen, der gerne vil have lov at sige et par ord, selvom de ikke har stået på din liste fra starten. Det er dit ansvar at vurdere, om der er tid til det. Du skal selvfølgelig tage med i din betragtning, om der her er tale om et nærtstående familiemedlem. I givet fald bør du forsøge at klemme vedkommende ind, ellers er du i din gode ret til at afvise vedkommende, hvis det ikke er muligt af hensyn til tidsplanen.

 

Når der ikke er flere indslag, og det passer som regel med, at det er tid til brudevalsen, rejser du dig op og runder middagen af. Du kan dels kort resumere aftenens taler og sange, og du kan også vælge at holde din egen tale for brudeparret.

 

Det er en god ide, at have en larmende klokke med som hjælp, når der skal skabes ro ved indslag, taler eller sange.



Held og lykke med opgaven.

 

 

Alle tekster er hentet fra www.bryllupsklar.dk

Web design af Vodskov EDB Service